onsdag den 30. november 2011

- Det er svært at spå



Nu står her kun en ganske lille julekasse tilbage, det er den, som skal bruges til juletræet. De andre er tomme og båret op på loftet. Der kan de nu hygge sig sammen med alle spøgelserne, lige indtil de skal fyldes op igen efter jul.
År efter år...de samme handlinger, og gudskelov for det. Det giver en form for tryghed og stabilitet i ens tilværelse. Og selvom jeg ikke altid synes, at jeg orker, når jeg begynder på at julepynte, så ender jeg med at blive tilfreds. For når først det står der, glæder jeg mig over, at det også er lykkedes denne jul. - Sådan, siger jeg til mig selv. 
Men når man er en langsom pensionist, er der også andre ting, som bør gøres i god tid. Og selvom vi ikke bliver så mange hjemme den kommende juleaften, skal den sædvanlige mængde småkager bages alligevel. I går bagte jeg den første portion, senere kommer der flere til.   
Ligesom de foregående par år, minder jeg mig selv om, at jeg engang kom til at sige, at hvis jeg ikke længere bagte småkager, så kunne familien godt bestille pladsen til mig på plejehjemmet.
Jeg har lige siddet og regnet på det, og fandt ud af at til næste år - så vil det være 50 år siden, jeg bagte kagerne for allerførste gang. Så jeg satser bestemt på at tage næste år med, og helst et par år mere!
Man skal bare være klar over, at...
 - Det er svært at spå, og især om fremtiden, som Storm P. sagde. 

6 kommentarer:

Nina sagde ...

Jamen, så bagte du dine småkager allerførste gang det år, hvor jeg blev født :o) Det er sjovt at tænke på, Johanne.

kirsten sagde ...
Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.
Karin Grøn sagde ...

Hvor dejligt at du har fået pyntet. Spøgelser? har I også spøgelser i jeres hus? Vi har en lille pige på ca 8 år i natkjole som jeg kan fornemme men aldrig har set. Det har børnene og min svigerinde til gengæld, men hvad - hun spiser jo ikke rugbrød så hun må godt have lov at være her. Hun trisser bare rundt og kigger. Min svigerinde vil ikke sove her- hun er bange for hende. Dejligt med småkager- men vi spiser for meget så vi venter til jul med det.

Johanne sagde ...

Kære Nina - Ja ja...du er jo også ung endnu :-) Og hvis jeg havde været lidt før ude, kunne jeg være din mor. Hils og knus.

Kære Karin. Vi har kun spøgelser på den gamle del af loftet. Der kan jeg til gengæld både lugte og fornemme dem, og jeg kan høre, hvad de fortæller.
Din lille pige i natkjole gad jeg godt møde, hun lyder som en spændende person.
Vi får aldrig spist småkagerne op - for vi bliver trætte af dem inden, og jeg smider som regel de sidste ud, når vi når til påsken.

Anette sagde ...

Tingene må tage den tid der skal til. Jeg synes det er flot du får bagt julesmåkager- det har jeg aldrig gjort. Håber du får en god december måned.

Johanne sagde ...

Kære Anette - Det er rigtigt, og det gør jo heller ikke noget. Nu har tålmodighed bare aldrig været min stærkeste side :-)
Tak, og i lige måde til dig.